Scam mails i ferieperioder
Julen er en periode hvor scammers og cyberkriminelle har ekstra travlt. Det kan derfor betale sig at være særlig på vagt i forhold til scam mails. Scam mails bliver ofte sendt ud i ferieperioder i håbet om at de ansvarlige for domæner og IT sikkerhed holder fri, og at mailen derfor vil blive håndteret af en medarbejder uden erfaring, viden eller overblik – og som derfor vil handle i panik.
Her følger et par situationer, I bør være opmærksomme på:
1. I bliver kontaktet af en venlig domæneudbyder, der tilfældigvis kan oplyse at en 3. part er ved at registrere et domæne, der indeholder jeres brand. Heldigvis kan den venlige udbyder, hvis I reagerer inden for en meget begrænset tidsfrist, nå at stoppe registreringen og i stedet registrere domænet til jer. Det kræver selvfølgelig en form for betaling, der ofte er uforholdsmæssig høj. Det er med garanti en scam! Der er ingen der kan vide om et domænenavn er ved at blive registreret (med mindre man selv er ved at gøre det, naturligvis). Registreringen af et domæne bliver først offentliggjort, når registreringen er gennemført.
2. I bliver advaret af en domæneudbyder om at jeres domæne, oftest ens hoveddomæne, er ved at udløbe. Heldigvis kan den venlige udbyder, hvis I reagerer indenfor en meget begrænset tidsfrist, nå at fornye domænet, inden domænet bliver slettet. Det kræver selvfølgelig en form for betaling, der ofte er uforholdsmæssig høj. Det er med garanti en scam! Hvis I bliver i tvivl, så kontakt jeres udbyder. Hvis jeres domæner ligger hos IP Dots vil de uden undtagelse og helt automatisk blive fornyet til tiden.
Tjek altid afsenderen af den modtagede mail. Det er let at ændre afsenders navn i en email, hvis man vil udgive sig for at være en anden. Men man kan typisk se afsenders email adresse, lige ved siden af navnet helt øverst i emailen. Hvis navn og email adresse ikke stemmer overens, er det oftest en scam mail.
Hvis I modtager mistænksomme mails fra ukendte organisationer, så undlad at klikke på evt. links i mailen. Slet i stedet mailen med det samme! Scam mails kommer i mange forskellige afskygninger. Scammers er blevet dygtige og det hele ser oftest både professionelt ud og virker helt legitimt. Så vær forsigtig!
Hos IP Dots har vi fingeren på pulsen og er ofte velinformerede vedr. aktuelle scams og hjælper gerne med at afgøre om der er tale om en valid henvendelse – eller om der er tale om en scam. Vi sender i øvrigt altid advarsler ud til vores kunder, når der er scam mails i omløb, som vi får kendskab til.
I kan altid kontakte os, hvis I har spørgsmål eller blot vil modtage vores scam mail advarsler, når vi sender dem ud.
Vi ønsker jer en glædelig og sikker jul samt et magisk nytår.
#cybersecurity #scammail #digitalscam